Historien om Gjerulff

Vores historie

Familievirksomheden Gjerulff har en dybt forankret historie, der strækker sig tilbage til 1927.

Det hele startede med Evald Gjerulff, vores grundlægger, der etablerede sit eget glarmesterfirma i Silkeborg. Han var visionær, og hans arbejde lagde grundstenene for det, der i dag er Gjerulff.

I 1955 trådte anden generation ind i virksomheden, da Mogens Gjerulff, søn af Evald Gjerulff, kommer i glarmesterlære hos sin far. Han fortsatte den stolte tradition med håndværksmæssig dygtighed og en passion for at levere kvalitet til vores kunder.

I 1984 blev tredje generation repræsenteret af Allan Gjerulff. Han startede sin egen rejse som glarmesterlærling i familiefirmaet, og har været en del af virksomheden i knap 40 år. Allan Gjerulff er i dag direktør, og driver Gjerulff med de samme værdier som altid, samtidig med han har en innovativ tilgang til at vækste og optimere firmaet.

Aqua Silkeborg

Fjerde generation hos Gjerulff

I dag er fjerde generation af Gjerulff-familien også trådt ind i virksomheden.

Den 1. juli 2020 begyndte Louise Gjerulff som butikselev, og hendes passion for kunst og indretning har tilføjet en ny dimension til virksomheden. Hun har allerede taget ansvar for vores Viborg-butik og har vist sig at være en dygtig og engageret del af vores team.

Den 1. marts 2021 blev familiefirmaet yderligere beriget med ny ekspertise, da Frederik Gjerulff blev ansat. Han har en bygningsingeniøruddannelse og bringer indsigt og knowhow til virksomheden. Han har en imponerende evne til at håndtere special-glasløsninger og har allerede vist sig som en værdifuld ressource for både kunder og kollegaer.

Nutidens Gjerulff

I dag driver vi to afdelinger i Silkeborg og Viborg og dækker et bredt spektrum af forretningsområder. Vi er specialiserede inden for tømrerarbejde, glarmesterarbejde, aluminiumsfacader, indramning og kunstbutikker.

Vores team består af 28 dedikerede medarbejdere, hvoraf 24 er ansat på vores hovedkontor på Glarmestervej 1 i Silkeborg, mens fire arbejder på vores afdeling på Farvervej 18 i Viborg.

Vi er stolte af vores historie, der strækker sig over fire generationer. Vores engagement i at levere kvalitetshåndværk, skræddersyede løsninger og fremragende kundeservice er stadig vores vigtigste fokusområder - som de altid har været.

Glarmester Gjerulff bygning

Få hjælp til dit projekt

Del dine ideer og drømme med os, inden du går i gang. Det er bare et godt råd – og dem har vi mange flere af.

Vi ved alt om, hvad der kan lade sig gøre med glas. Og det er meget mere, end du sandsynligvis kan forestille dig. Lige fra at hænge reoler op midt på en glasvæg, til at beskytte Danmarks dåbsattest mod vind, vejr og vandaler.

Så spørg os og kom sikkert i mål.